"Når jeg er færdig med at male, så maler jeg igen for at slappe af!" (Picasso)

Picture
Hele mit live har handlet om håndarbejde og kunsthåndværk. Mine hænder er aldrig i ro og min naturlige nysgerrighed og evne til at omsætte, det jeg ser til både porcelæn, papir, silke og stene har fulgt mig, siden jeg var en stor pige. Jeg inspireres af skønhed og farver og den adgang til billeder og information internettet har skabt, er et sandt eldorado for mig, og jeg håber, denne side vil inspirere jer på samme måde.

Mine motiver er meget forskellige, og det bliver udtrykket også, fordi jeg arbejder med meget forskellige materialer. Et landskab på glas bliver noget helt andet, end hvis jeg maler samme motiv på porcelæn eller lærred, alligevel er der fællesnævnere. Jeg arbejder med romantiske og naturalistiske udtryk og meget gerne landskaber og blomster. Jeg fremstiller naturalistisk men ikke tungt, jeg foretrækker transparente, men mættede farver, og så lægger jeg vægt på at håndværket er i orden.

Jeg startede SH art i 1987, mens jeg stadig boede i Solrød Strand. Det var en stor og positiv omvæltning for mig, der kom fra arbejdet på et forsikringskontor. Et skift jeg aldrig har fortrudt. Jeg underviste nogle gange om ugen i porcelænsmaling og var i en årrække tilknyttet ungdomsskolen og LOF som underviser. Efter et par år lejede jeg med en veninde en lille forretning i Nørregade i Køge med meget mere plads. Vi solgte vores egne og andre kunsthåndværkeres smukke og unikke genstande sammen med brugskunst. Vores veje skiltes og jeg har siden drevet et porcelænsbrænderi på Egøjevej syd for Køge, hvor jeg har atelier og undervisningsfaciliteter. Jeg underviser stadig i porcelæns- og glasmaleri, akrylmaleri og decoupage. Jeg tilbyder både individuel og holdundervisning på ugebasis samt weekend kurser. 

Picture
Picture